3. dec. 2010

Julestemning...

Efter at have hentet Ida til middag i børnehaven og puttet hende til middagsluren, blev der sørme lige tid til at blogge lidt (selvom Oskar selvfølgelig ikke er med på at sove samtidig med storesøster)... Så derfor kommer der som lovet lidt billeder af julestemningen hos os.
 Her er den gule vase fyldt op med (tyvstjålne?!) grene som er pyntet med det julepynt, der den 23. skal på juletræet. Synes det er lidt ærgerligt kun at se det i så få dage, så hele december hænger det rundt omkring i huset og pynter...
Det lilla rensdyr er fra Harrods i London, porcelænskuglen til venstre har min far haft med hjem fra Kina, den lilla babuschka er fra Søstrene Greene og stjernerne er lavet af papir fra Rie Elise Larsen. Hjertet er syet af lilla retrostof og fyldt op med pladevat, så det kan vaskes (hvis Idas fedtede pilfingre kommer for tæt på).

Sættekassen har i anledningen af julen fået besøg af årets (nærmest eneste!) nyindkøbte stykke julepynt-nemlig Rudolph. Denne hoptimist har været længe ventet og jeg har bestemt ikke planer om, at han skal være den eneste hoptimist i dette hjem. Håber nemlig at der er en til mig under træet i år-gerne i lilla:-)
Bogstaverne er købt i Panduro Hobby og beklædt med papir fra Rie Elise Larsen. Var i tvivl om, hvorvidt de blev for kedelige med disse mønstre, men når de står oven på den meget spraglede sættekasse synes jeg egentlig de er ganske fine.
Bogkasserne er blevet pyntet med en ranke af retrohjerter og en fin engel, som jeg fik af min mand (dengang kæreste) for flere jule siden(kan man egentlig sige det?!). Overvejer i netop dette øjeblik om der skal mere juleri i kasserne, men de må forblive sådan her de kommende par dage, for det bliver en travl weekend med besøg af svigerfamilien i aften, tur til stofbutik imorgen med min krea-veninde (resultatet får I helt sikkert at se på et senere tidspunkt) samt svømning og havregrynskugle-lavning søndag.

God weekend til Jer derude...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv endelig en kommentar så jeg kan se, at du har været her...